Tuesday, January 26, 2010

Sudan – den politiske situation

Sudan er Afrikas største land (mere end 2,5 mill km2 – 60 gange så stor som Danmark!) med knap 40 millioner indbyggere. Siden Sudan fik sin uafhængighed fra Storbritanien i 1956 har landet været i næsten konstant borgerkrig.

Borgerkrigene (fra 1956-72 og igen fra 1983-2005)skyldtes flere forskellige ting. Hovedsagelig har krigen været set som en krig mellem det arabisk-muslimske nord og det afrikanske-kristne syd. Dog bunder det i mere end religion og race - mere præcist i adgang til resourcer. Khartoum og det arbisk-islamske styre har haft en tendens at tilgodeset det nordlige Sudan mere end resten af landet, dog er det oftest den arabiske del af befolkningen i nord der har nydt godt af dette.

Da SPLM lederen i syd, Dr. John Garang begyndte at appellere til den undertrykte afrikanske befolking i nord (muslimsk og ikke-muslimsk) i håbet om at vælte den nuværende regering og skabe et ”Nyt Sudan” hvor alle blev tilgodeset, tog krigen pludselig en ny drejning. Det var ikke længere en krig mellem nord og syd men en krig om tilhørsforhold og rettigheder. Det var af denne grund at Darfur og andre dele af nordsudan meldte sig i krigen mod regimet i Khartoum.

I 2005 underskrev SPLM i Syd og regeringen i Nord en fredsaftale, hvilket afsluttede krigen for Sydsudans vedkommende. Darfur og de østlige stater i Nord er dog stadig i konflikt med regeringen i Khartoum.

Som en del af 2005 fredsaftalen fik Sydsudan semi-autonomi. Dette har resulteret i det meget specialle system med to regeringer – et land. Præsidenten i Sydsudan fungerer derfor også som vice-præsident for hele Sudan.

I følge fredsaftalen har både nord og syd forpligtet sig til at arbejde frem mod et forenet Sudan. Af netop den grund er der til april i år valg til regeringen – både den for hele landet og den i Syd – og så også lige for alle 25 delstater, noget af en udfordring for sudaneserne der ikke har haft demokratiske valg i 24 år.

Fem år efter at fredsaftalen blev underskrevet er det dog tydeligt for alle at ønsket om at opnå et forenet Sudan ikke bliver opfyldt. Begge part har – indirekte – erkendt at den chance er forspildt, og man ser nu frem mod valget om uafhængighed i januar 2011, hvor der ikke er megen tvivl om at langt størstedelen af Sydsudaneserne ville stemme for løsrivelse fra nord.

På grænsen mellem nord og syd Sudan ligger nogle af verdens største oliefelter. Med mindre man kan blive enige om en lige fordeling af disse dyrebare resourcer, ja, så er det langt frem sikkert at nord vil acceptere et uafhængigt Sydsudan. Fremtiden for Sudan er meget usikker og for den lokalbefolkning lader det til at de endnu skal meget igennem for at kunne leve en fredelig tilværelse uden krig og ødelæggelse.