Besøg i Raga

Western Bahr El Ghazal staten som jeg arbejder i er cirka dobbelt så stor som Danmark (90.000 km2) med en befolkning på knap 400.000 mennesker. Staten er delt op i tre kommuner, hvoraf Dansk Røde Kors arbejder i to og Tysk Røde Kors i den sidste.

For tiden arbejder jeg med frivilligestrukturen for Sudanesisk Røde Halvmåne i staten og det dækker alle tre kommuner, så jeg skulle selvfølgelig en tur til Raga, hovedbyen i den tredje kommune, og besøge kontoret deroppe.

Der går fly dertil to gange om ugen, men det kan vi jo ikke sidde og vente på, så vi, SRCS koordinator af de frivillige og jeg, hoppede i en bil og tog af sted på den 7 timer lange tur. Vejen til Raga er stadig ved at blive lavet, så de første to timer gik det derudaf i fuld fart men derefter tog det os 5 timer at tilbagelægge 150 km. Hold da op, vi blev rystet igennem…

Det var nu en flot tur med masser af bavianer, aber af anden art, gazeller og andre dyr på vejen. Mennesker var der ikke mange af, og man mærker virkelig hvor isoleret de små landsbyer undervejs er.

Jeg boede hos Tysk Røde Kors delegat, Robert – ja, en italiener! Han fungerede fint som guide rundt i byen. Det var et hyggeligt sted, større end forventet men med masser af luft mellem husene modsat Wau som er mere ”storbys-agtigt” – altså i forhold til Sydsudan standarder. Men ligesom Wau har Raga også en utrolig fin kirke som blev bygget af italienske missionærere. Desværre fik den en meget hård medfart under kirken og bruges ikke længere, men flot det er den!

Turen hjem var ekstra spændende efter Sopo floden, der var fuldstændig tør da vi kom to dage forinden, nu var blevet fyldt op og havde spærret al trafik. Ved flodbredden var masser af mennesker der havde overnattet de sidste to nætter i vejkanten og ventet på deres transportmiddel (bus, lastbil, bil) kom over floden. For os var der dog ikke noget at være bekymrede for. Vores chauffør, Awad, kørte bare lige over – uden at blinke – og hjalp så forresten med at trække en anden bil op – ja, hvad kan jeg sige: Toyota Landcruiser!

Og så fik alle folk ved flodbreden dagens store oplevelse da en kwajaa (den hvide pige) trak op i bukserne og vadede over floden - og så lige vadede tilbage igen for dette billedes skyld!

Ny høvding i byen

Allerede under mit første ophold i Wau blev jeg inviteret på en noget special oplevelse, som jeg da gerne vil dele med jer.

Min kollega, Mariana, kommer fra en mindre landsby 40 min. kørsel udenfor Wau. I Abushaka, som landsbyen hedder, var det åbenbart blevet tid for den gamle høvding at gå på pension og give plads til en yngre model - som nu stadig langtfra var nogen vårhare.

Valget af en ny høvding skulle jo selvfølgelig fejres (Jeg skal da lige nævne at stillingen som høvding er en politisk stilling og den nye høvding var derfor udpeget af guvernøren!), og det blev det sørme også. 3 dages fest med gæster fra nær og fjern – mindre kan ikke gøre det.

Mange forskellige stammer var tilstede og de fleste klædt i traditionelt tøj og dansende non-stop i 3 døgn.

Mariana, hendes søstre og jeg tog derud søndag efter gudstjeneste (og nej, jeg har ikke set lyset og er blevet troende – sikkert takket være gode solbriller, så jeg ventede blot på at de andre skulle blive færdige). Det var sidste dag af festen og folk var godt trætte, men vi ville nu alligevel ud og kigge lidt på tingene.

Den nye høvding havde valgt at klæde sig modsat sit folk og kom i jakkesæt, slips og en fin vandrestok – helt ung var han jo ikke. Han havde vist ikke helt vænnet sig til jobbet og de mange opgaver der følger med såsom at stille op til billeder med nysgerrige kawaajas (ja, det kalder de os hvide mennesker her) – så jeg måtte nøjes med et billede sammen med Wau County Kommisær, en meget karismatisk mand der præsenterede sig som ”frihedskæmper” og nu valgt af folket til at varetage deres interesser. Hvordan han er blevet valgt eftersom der jo ikke har været demokratiske valg i 24 år i Sudan, ja, det valgte jeg så ikke at spørger nærmere ind til. Nej, sådan noget spørger man ikke en frihedskæmper om! Og nu var jeg jo der heller ikke for at diskutere politik men nærmere for at få en på opleveren en søndag eftermiddag – og for at transportere så mange kvinder og børn som muligt med tilbage til Wau .